Hedder fremtidens bibliotek Starbucks??
01-10-2007
Ulrik Haagerup, nyhedschef i DR, gav på BF's Faglige Landsmøde 2007 i weekenden sit bud på, hvordan man får den gode idé. Hør interview hvor han bl.a. fortæller, hvorfor det er vigtigt at lave fejl - og hvordan bibliotekerne måske kan lære af kaffecafe-kæden Starbucks
Den teknologiske udvikling presser biblioteket som aldrig før. I løbet af de sidste ti år, er den mængde data, der kan ligge på en chip, blevet fordoblet hver 13. måned. Og fortsætter den udvikling - og det tyder alt på, at den gør - vil alt, hvad der nogensinde er blevet udgivet af musik, film, tekst, billeder og lyd, være tilgængeligt på det, der svarer til en iPod. Og hvad er det så lige vi skal bruge bibliotekerne og bibliotekarer til, spørger Ulrik Haagerup, nyhedschef i DR.
Allerede nu er udlånene på landets biblioteker begyndt at rasle ned, og i stedet for at gå på biblioteket for at finde information og få opklaret spørgsmål går lånerne på nettet, hvor Google, YouTube og Wikipedia har døgnåbent.
Det stiller krav til de nye biblioteker. De skal tilpasse sig, arbejde sammen på nye måder, finde på nye services og nye produkter, som giver mening for danskerne. Kort sagt skal de være innovative. Skabe nye ideer. Men hvad er en god ide? Og hvordan får man den?
Ulrik Haagerup, der har skrevet bogen "En god ide - fik du den?" gav sit bud på Bibliotekarsforbundets Faglige Landsmøde 2007: "Mere action, mindre knold - lær at kommunikere bedre", som fandt sted i weekenden.
Find her journalist ved Bibliotekspressen Thomas Nørgaard Pedersens interview med Ulrik Haagerup, hvor han giver gode råd, og find samtidig ud af, hvorfor det er vigtigt at lave fejl, og hvordan bibliotekerne måske kan lære af kaffecafe-kæden Starbucks.