Forén det kollektive og det individuelle - temadebat på BF's generalforsamling
21-07-2006
Jens Christian Nielsen, forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning på Learning Lab Denmark, sætter gang i temadebatten blandt BF's medlemmer på Generalforsamling 2006.
Det bliver Jens Christian Nielsen, forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning på Learning Lab Denmark, som sætter gang i temadebatten blandt BF's medlemmer på den kommende generalforsamling den 28.-29. oktober 2006.
Ifølge Jens Christian Nielsen handler det for fagbevægelsen om at give plads til individualismen og undgå ensretningen - og så for alt i verden om ikke at bevæge sig i en liberalistisk retning for at tækkes de yngre medlemmer. "I stedet skal man udvikle en vision, der kan forene det kollektive og det individuelle", siger han til Ugebrevet A4 og fortsætter.
"De seneste år har der været en tendens til, at fagbevægelsen indretter sig som en ren økonomisk virksomhed, hvor man taler om billigere kontingent og forsikringstilbud. Det er et skråplan. I bund og grund skal fagbevægelsen være en faglig og politisk idé-bevægelse og ikke en forretning. Fagbevægelsen skal varetage medlemmernes interesser på arbejdspladsen, og det er politik, fordi det handler om uddannelse, pension, overenskomster og arbejdsmiljø."
(Fra artiklen "Fagbevægelsen mister fodfæste blandt unge - hvad nu?" af Gitte Redder i Ugebrevet A4, nr. 1, den 9.1.2006).
Ligesom ved de 2 forrige generalforsamlinger bliver generalforsamlingen formelt set suspenderet for at give plads til en temadebat, hvor der er løsere rammer for diskussionerne. Det sker lørdag eftermiddag fra kl. 16.
Læs mere om Jens Christian Nielsen på www.dpu.dk
Læs mere om Bibliotekarforbundets Generalforsamling 2006 her på websitet
